Cookie Information laver professionelle samtykkeløsninger til websites og apps. Løsningerne får kunderne sikkert igennem tilsyn fra myndighederne, de giver GDPR compliant data til kundernes marketing funnels, og så er de nemme at implementere, selv når man har rigtigt mange websites.
Cookie Information er også populær i udlandet: 250.000 websites og apps i 130 lande bruger en samtykkeløsning fra Cookie Information. Cookie Information har fordoblet sin omsætning hvert år siden 2019 og forventer at gøre det igen både i 2021 og 2022.
Vi har haft ualmindeligt travlt op til jul. Erhvervsstyrelsen har her i november og december undersøgt, om cookieløsninger på hjemmesider i Danmark overholder cookiereglerne. Erhvervsstyrelsen har specielt ført tilsyn med hjemmesider på sundhedsområdet, samt statslige – og regionale hjemmesider, herunder offentlige hjemmesider med digitale obligatoriske selvbetjeningsløsninger. Samtidig har de også kigget på de 100 mest besøgte danske hjemmesider. Da rigtig mange af dem er kunder hos Cookie Information, så har vi haft ”juletravlt” med at hjælpe vores kunder sikkert igennem tilsynet. Og ja – det er gået rigtig godt(!), så vi tager tilfredse på juleferie.
Vi har også haft travlt med planlægningen af 2022. Vi forventer, at Cookie Information om et år er dobbelt så stort som nu. Vi forbereder os på at skulle kunne levere vores samtykkeløsning til +500.000 websites og apps, så vi planlægger ansættelser og forskellige vækstrelaterede initiativer. Som noget nyt bruger vi planlægningsmetoden OKR (Objectives and Key Results), og det har vist sig at være meget engagerende.
Det næste par år bliver spændende for Cookie Information. Vi forventer stadig stigende efterspørgsel på vores samtykkeløsning. Mange lande har et større fokus på privacy nu, og i 80% af alle lande vil der om kort tid være et lovkrav om samtykke til cookies, som vi kender det her i Danmark.
Da vi er partner med Google og allerede leverer samtykkeløsninger til websites og apps på et globalt plan, forventer vi os meget af fremtiden. Udviklingen i tracking-teknologier byder også på nye muligheder, og vi har en god pipeline af avancerede og værdiskabende services, som vi vil introducere til vores eksisterende kunder.
Den danske softwarebranche er sårbar overfor udenlandske opkøb, fordi udenlandske investorer kan bruge værdien af indgåede abonnementskontrakter (ARR – Annual Recurring Revenue) som et aktiv, mens vi i selskaberne ikke har samme mulighed for at bruge ARR som sikkerhed. Min vurdering er, at der er milliarder i skjulte værdier i danske tech start-ups, og jeg håber, at der vil komme politisk fokus på det, så værdien kan komme frem i lyset, og vi kan beholde de innovative vækstselskaber i Danmark. I vores branche har det f.eks. betydet, at vores konkurrenter alle har taget imod store millioninvesteringer fra investorer, og at nogen også udflager fra Danmark.
I Cookie Information har vi valgt at gå en anden vej. Den vækst, vi skaber – og har skabt – er selvfinansieret! Vi kan dermed fordoble omsætningen hvert år uden at have investorer i ryggen og uden at skabe underskud. I 2021 er vi blevet fejret som en af verdens 100 hurtigst voksende tech start-ups; vi er Gazelle virksomhed; og med en fantastisk støtte fra Danske Bank og Vækstfonden foretog Cookie Information i 2021 et internationalt opkøb. I 2022 planlægger vi mindst et opkøb mere for at vedblive med at vækste vores produktportefølje og forretning.