Data Privacy Framework hænger i en tynd tråd: Er det forbi med amerikanske tech-løsninger i Europa?

Blog
Indhold

Forestil dig, at du møder ind på kontoret en tirsdag morgen. Du tjekker kampagnedata, men dine dashboards loader ikke. Dine annoncer er stoppet. Kundedata utilgængelige.

Alt peger på én ting: USA har lukket for forbindelsen.

Det er selvfølgelig et hypotetisk scenarie, men det er bestemt ikke umuligt. Og selv før vi når dertil, kan EU-domstolen nå at underkende den aftale, der i dag er grundlaget for al dataudveksling mellem EU og USA.

Hvis det sker, kan tusindvis af danske virksomheder stå med et ikke-compliant setup fra den ene dag til den anden. Derfor bør danske virksomheder forberede sig på en situation, hvor de ikke længere kan bruge amerikanske tech- og cloud-løsninger.

Sådan lyder anbefalingen fra den danske beredskabsminister, Torsten Schack Pedersen, i en DR-artikel.

Ministerens anbefaling lander på baggrund af de seneste politiske spændinger mellem Europa og USA, som har øget frygten for, at den gældende dataoverførselsaftale, Data Privacy Framework, kan blive underkendt – ligesom dens forgængere, Safe Harbor og Privacy Shield.

Men hvad betyder det konkret for danske virksomheder?

EU og USA: Et skrøbeligt samarbejde om data

I 2023 trådte den tredje store dataoverførselsaftale i kraft: EU-U.S. Data Privacy Framework. Den skabte midlertidig ro efter EU-domstolens underkendelse af Privacy Shield i 2020.

Men nu er aftalen igen i fokus.

I januar 2025 fyrede præsident Donald Trump tre medlemmer af Privacy and Civil Liberties Oversight Board (PCLOB). Og det vakte opsigt i EU, fordi PCLOB spiller en nøglerolle i overvågningen af amerikansk efterretningspraksis og datasikkerhed.

Hvad er PCLOB?

PCLOB er et uafhængigt tilsynsorgan, der overvåger, om amerikanske antiterror- og overvågningsprogrammer respekterer borgernes ret til privatliv.

Det amerikanske efterretningsvæsen har adgang til europæiske borgeres data, og derfor har PCLOB fået en central rolle i diskussionen om databeskyttelse og transatlantiske dataoverførsler.

I den aktuelle aftale med EU er PCLOB en del af det retslige sikkerhedsnet, som europæiske borgere kan henvende sig til. Hvis PCLOB svækkes, svækkes også EU’s tillid til aftalen.

Uforudsigelighed fra Det Hvide Hus

USA, anført af præsident Donald Trump, har mildest talt været uforudsigeligt, siden han igen overtog præsidentembedet i januar.

Det er flere gange blevet illustreret i forbindelse med den verserende told-krig, med dens flere uklare udmeldinger og skiftende signaler fra Det Hvide Hus. Derfor spekuleres der nu i, om den amerikanske præsident kan finde på at tvinge amerikanske techgiganter til at slukke for skyen i Danmark og resten af Europa.

Jacob Herbst, der er forperson for Cybersikkerhedsrådet, advarer mod dette scenarie:

“[...] konsekvenserne vil være kæmpestore for det danske samfund. Derfor er det en betydelig risiko, som vi er nødt til at planlægge efter.” (Kilde: DR)
Jacob Herbst
Forperson, Cybersikkerhedsrådet

Bliver der slukket for amerikanske tech-løsninger?

De fleste danske virksomheder bruger amerikanske teknologier i deres digitale økosystemer:

  • Google Analytics, Tag Manager og Ads
  • Meta Pixel og Meta Ads
  • LinkedIn Insight Tag
  • HubSpot, Salesforce, MailChimp

Disse tjenester sætter cookies (eller lignende sporingsteknologier) på slutbrugernes enheder, når de besøger din hjemmeside – og overfører som regel data til USA, enten direkte eller via underleverandører.

Det kræver i dag, at brugeren har givet samtykke, og at dataoverførslen har lovhjemmel under Data Privacy Framework. Men hvis aftalen falder, bliver USA et såkaldt usikkert tredjeland. Og så nytter samtykke ikke længere.

Brugen af disse tjenester kan bringe din virksomhed i strid med GDPR, selv med samtykke fra brugeren.

Få alle detaljerne med

Læs mere om transatlantiske dataoverførsler og EU-baserede MarTech-alternativer her:

Sådan forbereder du dig på et politisk worst case scenario

Du behøver ikke udskifte alle amerikanske tjenester i morgen – men du bør allerede i dag tage højde for, at dit setup kan blive udfordret.

Her er tre skridt, du kan tage allerede i dag:

1. Skab overblik over dine tjenester

Kortlæg dine digitale værktøjer, herunder cookies, scripts og lignende teknologier. Skab et overblik over, hvor de hostes, og hvem der er databehandler – altså hvor data sendes hen.

2. Find europæiske alternativer

Undersøg værktøjer, der hostes i EU og opererer under europæisk jurisdiktion. Overvej at lave en liste over de løsninger, der bedst opfylder dine behov. Det er en god idé at have et referencepunkt, så du undgår at starte forfra med din research senere.

3. Lav en exitplan

Beslut, hvilke systemer der kan skiftes ud hurtigt. Dokumentér processer, krav og beslutningsveje. Så er du klar, hvis (eller når) dataoverførselsaftalen falder.

Der er ingen grund til at gå i panik endnu, og med lidt rettidig omhu bliver der det aldrig. Jo bedre du forbereder dig nu, jo nemmere bliver det at reagere, hvis (eller når) rammerne ændrer sig.

Europæiske MarTech-alternativer

Selvom fremtiden for transatlantiske dataoverførsler er usikker, findes der allerede i dag stærke alternativer til amerikanske løsninger – og de ligger lige her i EU.

Hos Cookie Information tilbyder vi en samtykkeløsning (CMP), der er udviklet og hostet i EU, og som gør det nemt at overholde GDPR. Vores platform er fleksibel, brugervenlig og let at integrere i både store og små setups.

Leder du efter en GDPR-compliant erstatning for Google Analytics og Tag Manager, er Piwik PRO et oplagt valg. Piwik PRO er fuldt integreret med vores CMP, så du får en samlet løsning, hvor dine data bliver på europæisk jord – uden at gå på kompromis med funktionalitet, indsigt eller kontrol.

Du kan endda begynde at tracke med Piwik PRO, mens Google Analytics stadig kører. Det giver dig mulighed for at sammenligne datakvalitet og tage en velinformeret beslutning i dit eget tempo.

Og det bedste? Du kan bruge Piwik PRO gratis med en Core-konto.

Prøv Cookie Information og Piwik PRO gratis