Erhvervsstyrelsen vil ikke prioritere tilsyn med simple statistikcookies: En kommentar

Blog
Erhvervsstyrelsen vil ikke føre tilsyn med simple statistikcookies. Cookie Information har spurgt Erhvervsstyrelsen, hvad begrebet 'simple statistikcookie' dækker over.
Indhold

Erhvervsstyrelsens udmelding om statistikcookies

Den 15. oktober, 2021, offentliggjorde Erhvervsstyrelsen, at de ikke vil prioritere tilsynet med simple statistikcookies.

Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet ikke at prioritere tilsynet med statistikcookies, såfremt der er tale om cookies og lignende teknologier, der indsamler statistik til hjemmesideejerens egen brug, fx i form af trafikmåling, som ikke bygger en brugerprofil af den besøgende, eller hvor data gives videre til en tredjepart.

Udmeldingen fra Erhvervsstyrelsen har fået en del opmærksomhed fra interesseorganisationer og medier, specielt med henblik på spørgsmålet om at kunne fritage Google Analytics fra samtykkekravet til cookies.

Både Erhvervsstyrelsen og Datatilsynet præciserer, at Erhvervsstyrelsens udmelding ikke ændrer på gældende regler for indsamling af samtykke til cookies.

Datatilsynet tilføjer, at cookies der indsamler personlige oplysninger, stadig hører under GDPR. Datatilsynet vil fortsat føre tilsyn med websites, og om disse indhenter forudgående samtykke til at bruge trackingcookies.

Udmeldingen fra Erhvervsstyrelsen indikerer, at danske websites får mere spillerum til at foretage simple statistiske trafikmålinger.

I en pressemeddelelse 29. oktober, 2021, præciserer Erhvervsstyrelsen, at de fremover i større grad vil føre tilsyn med hjemmesider og cookietyper, der har størst betydning for privatlivets fred. 

Erhvervsstyrelsen vil stadig føre tilsyn med hjemmesider i Danmark.

Erhvervsstyrelsen vil ikke føre tilsyn med statistik cookies. Men hvad er det? En infografik om trafikmåling med cookies
Der er forskel på, hvor du måler trafikken på dit website. Bruger du statistik cookies, vil disse bidrage til at tracke dine besøgende på tværs af dit site.

Hvad mener Erhvervsstyrelsen med simple statistikcookies?

Cookie Information har været i kontakt med Erhvervsstyrelsen for at få præciseret, hvad brug af simple statistikcookies betyder, hvad definitionen af ”trafikmåling, som ikke bygger en brugerprofil af den besøgende” betyder.

Vi spurgte:

Er en brugerprofil fx:

  • At tracke den samme unikke bruger/device/browser på tværs af sessioner?
  • At tracke den samme unikke bruger/device/browser på tværs af samme session?
  • At samle oplysninger omkring en enkelt bruger fx
    • tilgangsland fx Danmark
    • tilgangsby fx København
    • browsertype fx Safari
    • devicetype fx Desktop
    • konvertering fx køb af bestemt vare eller udfyldning af en kontaktformula”

Det gældende svar fra Erhvervsstyrelsen er lige nu:

Hvorvidt der er tale om en brugerprofil afhænger af den konkrete sag, men ift. de scenarier du sætter op, er det dog Erhvervsstyrelsens umiddelbare vurdering, at alle tre vil kunne betegnes som, at man bygger en brugerprofil.

Denne vurdering beror på, at hjemmesideejeren i alle tre tilfælde vil kunne følge den specifikke brugers adfærd på hjemmesiden.

I sit svar begrænser Erhvervsstyrelsen sin definition af simpel trafikmåling til at være:

  • trafikmåling uden at følge brugeren på tværs af samme session;
  • trafikmåling uden at dele oplysningerne med tredjepart (fx Google);
  • trafikmåling uden at indsamle oplysninger omkring den specifikke bruger.

Kan du bruge Google Analytics uden at indhente samtykke?

Udmeldingen fra Erhvervsstyrelsen ændrer ikke ved, at websites er forpligtet til at indhente et cookiesamtykke og et GDPR-samtykke, før du bruger Google Analytics.

Et cookiesamtykke, jf. cookiebekendtgørelsen, er nødvendigt, da Google Analytics bygger en brugerprofil af den besøgende. Det kan dermed ikke betegnes som simpel statistik eller simpel trafikmåling.

Et GDPR-samtykke er nødvendigt, da Google Analytics tildeler hver enkelt bruger et ID, så Google kan følge brugeren rundt på websitet. Det bliver klassificeret som personlige oplysninger, og derfor finder GDPR anvendelse.

Erhvervsstyrelsen åbner dog en dør på klem for, at websites kan foretage trafikmåling med cookies, når brugerne afviser statistikcookies i cookiesamtykkepop-up’en. 

Har du brug for at måle trafik på dit website, selvom dine besøgende takker nej til cookies? 

Så tjek Cookie Informations Google Consent Mode integration